BAGOM

DRØMMEN OM EN FESTIVAL

En mørk og kold vinteraften for tre år siden i Sibirien (som den øde del af Vemmetofteskov ved Faxe bliver kaldt) sad en mand i køkkenet i en gammel skovfogedbolig. Han læste i avisen om en efterlysning. Man efterlyste folk med skæve drømme. Interessant, tænkte han. Og læste videre. Han læste at disse drømme ikke skulle være almindelige drømme. Det skulle være store drømme, det skulle være drømme om kulturprojekter, der kunne rykke regionen.

Manden sad og tænkte over efterlysningen – og så begyndte han at drømme. Han drømte om en stor international kulturfestival, hvor man kunne fejre al den mangfoldighed, kraft og innovation som de skrevne og talte ord rummer i det digitale 21. århundrede.

Han drømte om en festival, der året rundt kunne præsentere et internationalt program med performance, oplæsning, workshops, research og seminarer spredt ud som en edderkoppespind over hele regionen. Han drømte om hvordan alle disse aktiviteter hvert år kulminerede i den sidste uge af august med fem enestående kulturdage fyldt med ord, musik, humør, fantasi, undersøgelse og ikke mindst … fest!

Og han drømte at sådan en festival kunne være attraktiv for den yngre generation … unge mennesker fra 15 til 25 år … dem der oplever historier overalt … på mobiltelefoner, på skærme, i film og musik … men ikke nødvendigvis i en bog af papir, tilbagelænet i en komfortabel lænestol. 

Fra køkkenbordet i Sibirien skrev han om sin drøm til Faxe Kommune – og de kunne lide drømmen. Og de fortalte den videre til Kulturregion Storstrøm, som også syntes om den. Og de fortalte den det til Næstved Kommune, som også syntes om den. Og de fortalte den videre til Kunstrådets Huskunstnerpulje, til British Council og til Region Sjælland …

Og sådan kan drømme nogle gange blive til realitet. With a happy ending? Den håbede han på. Sådan er det med gode historier.

Og nu har Region Sjælland en festival – World Wide Words – hvor alle drømmene, og mange flere efterhånden, er ved at gå i opfyldelse.

Så stor tak til alle dem, der har drømt med. Jeg håber at World Wide Words fører os alle sammen ud og ind i ordenes virtuelle og virkelige verdener – der hvor vi kan finde os selv, vores egen og andres virkeligheder!

 

Peter Campbell Bensted

Kunstnerisk leder

World Wide Words 

 

 

Sponsorer
World Wide Words er støttet af Næstved Kommune, Faxe Kommune, Region Sjælland og Kulturregion Storstrøm.