Ja, det er vampyren, jeg taler om. Den henholdsvis grumme, charmerende, kappeklædte, sig-selv-til-flagermus-omskabende, i solen skinnende eller brændende, alt efter forfatterens forgodtbefindende, vampyr.

Vampyren synes at være vågnet særdeles meget op efter Stephanie Meyers Tusmørke-saga og True Blood serien (der heldigvis ikke har besværet sig med at oversætte sig selv til ”Ægte Blod”). Her er vampyren en mystisk, men også sexet, lille scoretrold, som har store kvaler i forhold til sit mest definerende træk: Bloddrikkeriet. Angiveligt drikker Edward Cullen kun dyreblod, selvom han begærer den yndige Bellas (jomfru)blod. True Blood vampyren har kunstigt blod til at afholde sig fra at slå ihjel for sit begær, omend begær helt generelt fylder meget i True Blood.

 Vampyr-fascinationen sås sidst for små 20 år siden med vampyren Lestat. En vampyr, der i modsætning til de to førnævnte ‘nye’ vampyrer, dræber og nyder det. Lestat er selvfølgelig stadig meget menneskelig og har humanitære samvittighedskvaler i forhold til den gode, gamle, gotiske Grev Dracula, men han er en sand djævel i sammenligning med Edward Cullen. De nye følsomme vampyrers forløber har snarere været Lestats ven Louis, som mange formentlig husker i Brad Pitts billede fra filmen ”En vampyrs bekendelser”. Den melankolske Louis og den fandenivoldske Lestat i deres magiske natteverden, var for mig, hvad Edward Cullen synes at være for mange andre i dag: Fascinerende i rollen som prædefinerede onde og umenneskelige. Lestat overtager helt og aldeles billedet efter Louis bekendelser, og han er den fiktionelle vampyr som alle andre litterært skabte bloddrikkere må holdes op imod i min verden. Og det bliver de. Uanset om man udelukkende er en film-vampyr eller et reelt nyt litterært bud på en vampyr, så kommer man til eksamen hos Lestat med mig som censor.

 Efter mine mange eventyr med Lestat har jeg nemlig lidt svært ved at forholde mig til disse ‘nye vampyrer i klassen’, om man vil. Adskillige spørgsmål melder sig til den store forkromede eksamen hos Lestat og jeg. Spørgsmål som: Hvorfor ’skinner’ Edward? Hvad er det for en mærkelig vampyr-feature?, og hvorfor kan han gå ud i dagslys, og hvad laver en livsklog vampyr i High School overhovedet??

Hos True Blood vampyrerne er det begæret der stiller de store spørgsmål. De er tilsyneladende endnu mere opslugte af sex end os mennesker. True Blood vampyrerne drikker kunstigt blod, men bliver opstemte af rigtigt blod, ligesom deres eget blod fungerer narkotisk. Blodet har den samme orgastiske effekt som det har hos Lestat. Trods det berusende blod dyrker True Blood vampyrer forbløffende meget sex, og ‘fang-bangers’ og problematikken i disse vampyr-groupier er et stort tema i True Blood. Hvordan blev den udødelige og overlegne vampyr til en sex-maniac?

Lestat og resten af Anne Rices vampyrer er slet ikke i stand til at dyrke sex, ikke at det afholder Lestat og de andre fra erotikken, men det er noget mere subtilt beskrevet end Bill og Sookie Stackhouses eskapader.

 Men her når vi måske kernen. For i virkeligheden er vampyren vel inkarnationen af seksuelt begær. Et væsen der kun lever om natten, af en kropsvæske som på overfaldsagtig vis må tvinges fra offeret via penetration. Det er den klassiske vampyr, den forførende skikkelse der ‘tager’ jomfruers blod. Det er måske derfor Edward og Bill skiller sig sådan ud i min vampyr-antologi. De drikker ikke det berusende blod på oprindelig magtfuld vampyr-vis, der helt holder sig til den symbolske penetration. De er for menneskelige, og fascinationen ligger måske netop i det umenneskelige, og alt hvad det dermed tillader vampyren af ondskabsfuldhed.

 Er Edward, Bill og de andre nye lidenskabelige, humanitære vampyrer en blivende redefinering af vampyren? Og den kappeklædte, symbolsk penetrerende vampyr der lever af sin natlige dosis varmt menneskeblod et fortidslevn?